Vis det fulde website

EjendomsWatch

Danica skal sælge luksuslejligheder i svært marked

Selv om salget af projektlejligheder blev næsten halveret i seneste kvartal, tror Danica Pension på, at der vil være et marked for pensionskassens eksklusive boliger på Tuborg Strandeng i Hellerup lidt nord for København, som netop er sat til salg.

Arkitekterne bag kysthusene på Tuborg Strandeng i Hellerup, Lundgaard & Tranberg, står blandt andet også bag Axel Towers og Skuespilhuset i København. | Foto: PR-visualisering.

Danica Pension har sat de første 50 eksklusive boliger i Hellerup nord for København til salg, men næsten samtidig kunne Boligsiden.dk oplyse, at salget af projektlejligheder i tredje kvartal var faldet med 42 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. Det er derfor et tungt marked, som Danica Pension kommer ud i, skriver Berlingske onsdag.

I første omgang opføres to kysthuse med i alt 50 boliger på mellem fire og 13 etager, og lejlighederne på Tuborg Strandeng ved kanten af Øresund vil være på mellem 160 og 320 kvm. Den billigste af de boliger, der nu er sat til salg, er udbudt til 15,5 mio. kr., oplyser Danica Pension i en pressemeddelelse.

Alligevel tror selskabet på, at Tuborg Strandeng netop i kraft af sin eksklusivitet vil være undtaget fra det dyk, som markedet for projektlejligheder har set.

"Vi vurderer, at der er tale om en lille gruppe af købere, som er mindre konjunkturfølsomme end gennemsnittet. Det kræver selvfølgelig en indsats at sælge eksklusive lejligheder, men det er vi vant til, og det er en del af vores plan. Derfor er vores vurdering af potentialet uændret," siger Robert V.S. Nellemann, projektudviklingsdirektør i Danica Pension, til mediet.

Han tilføjer, at Danica Pension laver langsigtede investeringer og tager højde for, at boligmarkedet på kort sigt vil bevæge sig op og ned. På den lange bane er pensionsselskabets klare vurdering, at København bliver et stadig mere attraktivt sted at bo.

Ud over de 50 boliger, der indgår i første etape og forventes at stå klar i 2021, er der yderligere planlagt 117 ejerboliger over flere kommende etaper i yderligere tre kysthuse, oplyser pensionskassen i pressemeddelelsen.

Tuborg Strandeng er tegnet af Lundgaard & Tranberg Arkitekter, og NCC skal opføre byggeriet, der kommer til at ligge i vandkanten med flere terrasser, altaner og balkoner. Home ved Lone Bøegh Henriksen er valgt som ejendomsmægler.

Nye ejerlejligheder skræmmer køberne væk og må lejes ud 

Salget af ejerlejligheder bremser op

Nye tal: Projektsalget i hovedstaden er halveret på et år 

Mere fra EjendomsWatch

Job

Se flere jobs