Vis det fulde website

EjendomsWatch

Tre arkitektfirmaer konkurrerer om at gøre Holstebro attraktiv for investorer

Holstebro bymidte får ny udviklingsplan, der skal skabe interesse om den vestjyske by, efter tre arkitetkfirmaer er udvalgt til at give deres bud på midtbyen. Udviklingsplanen skal blandt andet omfatte centralt placeret sygehusgrund.

Direktør for Holstebro Udvikling Jesper Larsen har sammen med resten af bestyrelsen og styregruppen valgt tre arkitektteams, der skal tegne deres bud på de fremtidige linjer i Holstebro. | Foto: PR.

Aart Arkitekter, Vandkunsten Arkitekter og Leander Group er hovedrådgivere i de tre arkitektteams, der skal konkurrere om at tegne linjerne for fremtidens midtby i Holstebro.

I alt 19 arkitektteams afgav bud på, hvordan den vestjyske by i fremtiden skal se ud, men bestyrelsen og styregruppen bag Holstebro Udvikling har nu skåret feltet ned til tre.

“Med tre så forskellige og så ekstremt kompetente arkitektteams er jeg sikker på, vi får nogle vildt imponerende og ambitiøse bud på udviklingen af midtbyen i Holstebro. Det bliver en plan, som får betydning for livet i byen de næste mange år”, skriver Rasmus Cassøe i en pressemeddelelse. Han er partner i byplantegnestuen Cfbo, som står bag konkurrencen for Holstebro Udvikling.

Når udviklingsplanen ligger klar, er håbet, at den kan være med til at skabe interesse og gennemsigtighed hos investorer, der vil udvikle projekter i Holstebros bymidte.

Afsæt i idéer fra lokale

Når de tre arkitektteams modtager det endelige konkurrencemateriale, er det med afsæt i inputs fra borgere, virkomheder og organisationer i Holstebro.

“Der er kørt en stor inddragelsesproces, der ligger som grundlaget for konkurrencen, og i det kan der godt ligge konkrete forslag fra borgere i byen”, siger Rasmus Cassøe til EjendomsWatch. Han har ikke et konkret tal på, hvor mange forslag fra lokale, firmaet har modtaget, men han fortæller, at det blandt andet har afholdt workshops i byen, og at indholdet af det nu systematiseres og bliver en del af grundlaget for konkurrencen.

Sygehusgrund indgår i planen

De tre arkitektteams får mulighed for at give deres bud på, hvordan den 70.000 kvm store sygehusgrund skal bruges. I 2021 flytter Hospitalsenheden Vest til Gødstrup, og den nuværende sygehusgrund midt i Holstebro bliver ledig.

De tre teams er valgt på baggrund af deres tværfaglige sammensætning og erfaring med byudvikling. Deres bud på udviklingsplaner skal ligge klar i løbet af efteråret, hvor Holstebro Udvikling afgør, hvem der vinder opgaven.

19 arkitekter vil omdanne centrum i Holstebro

Medie: Fritz Schur køber konkursbo

Holstebro søger arkitekter til at udvikle 70.000 kvadratmeter bykerne 

Mere fra EjendomsWatch

Job

Se flere jobs