Vis det fulde website

EjendomsWatch

Nordea-fondens vandkulturhus til 360 millioner bliver forsinket og dyrere

Komplekse byggepladsforhold og byggetekniske udfordringer fordyrer ambitiøst vandkulturhus på Papirøen i København, siger formand for ejendomsfonden.

Tegningen viser, hvordan det nye vandkulturhus på Papirøen vil se ud, når det er færdigt. Den almennyttige Nordea-fonden støtter det kommende vand-kulturhus på Papirøen i Københavns Havn med 300 mio. kr. Dermed er der nu fuld finansiering til det unikke vand-kulturhus, som den japanske arkitektfirma Kengo Kuma & Associates har tegnet sammen med de danske partnere i Cornelius Vöge Architects. | Foto: Kuma & Associates/Cornelis Vöge/PR

Badeglade københavnere må væbne sig med ekstra tålmodighed, før de kan benytte det kommende vandkulturhus, som skal opføres på Papirøen.

Oprindeligt var det planen, at det 360 mio. kr. dyre vandkulturhus skulle stå klar i begyndelsen af 2022 som et arkitektonisk fyrtårn med både udendørs havnebad og en indendørs svømmehal, som er tegnet af blandt andre den berømte japanske arkitekt Kengo Kuma.

Men nu bliver det ambitiøse projekt forsinket og dyrere end først antaget, viser en samlet redegørelse og vurdering fra Ejendomsfonden Vandkulturhuset Papriøen, som er bygherre på projektet.

Det skriver TV 2 Lorry.

"Når man skal opføre et så ambitiøst byggeri, kan det ikke undgås at støde på udfordringer undervejs. På grund af de ikoniske, pyramidestubformede bygninger og den særlige byggestil har byggeriet vist sig at være sværere at opføre end først antaget. De udfordringer skal vi finde løsninger på sammen med den kommende totalentreprenør," siger Erik Jæger, formand for ejendomsfonden, i en pressemeddelelse.

"Der er desuden sket forsinkelser i leverancerne fra projektets totalrådgiver, ligesom der er komplekse byggepladsforhold og fundet fortidsminder, som gør, at der skal gives plads til arkæologiske udgravninger," forklarer Erik Jæger.

Der er i udgangspunktet afsat 360 mio. kr. til at opføre Vandkulturhuset. Nordea-fonden har støttet projektet med 300 mio. kr., og Københavns Kommune har bidraget med et rente- og afdragsfrit lån på 60 mio. kr.

Ejendomsfonden oplyser, at fordyrelsen og den samlede økonomi på projektet ikke kendes før i første halvdel af 2020, hvor der skal indgås kontrakt med den totalentreprenør, der skal føre byggeriet ud i livet.

En fordyrelse drøftes med Københavns Kommune, herunder om muligheden for forhøjelse af ejendomsfondens lån på de 60 mio. kr.

Redegørelsen fremlægges for Københavns Kommunes politikere på møde i Kultur- og Fritidsudvalget den 4. september.

I oktober 2019 begynder prækvalifikationsrunden for valg af entreprenør. Den endelige totalentreprenør vælges i første halvdel af 2020 efter forhandlingsrunder.

Denne artikel og billedmateriale er videreformidlet af Ritzaus Bureau på vegne af TV2 Lorry.

Nordea-fonden finansierer kulturhus i Danica-projekt

Japanske arkitekter skal skabe liv på Papirøen

Mere fra EjendomsWatch

Job

Se flere jobs