Vis det fulde website

EjendomsWatch

Minister modsiges af Finanstilsynet: Boligindgreb rammer andelsboliger negativt

Ifølge et helt nyt notat fra Finanstilsynet, vil boligminister Kaare Dybvad Bek (S) ikke kunne undgå at ramme andelsboligmarkedet negativt med sit udspil til en ændring af boligreguleringsloven.

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) er kommet på lidt af en opgave med at ændre boligreguleringsloven, uden at den rammer andelsboligforeninger negativt. | Foto: Andreas Merrald

Boligminister Kaare Dybvad Bek (S) får tilsyneladende vanskeligt ved at føre sit bebudede indgreb over for kortsigtede ejendomsinvestorer ud i livet, uden samtidig at forringe vilkårene for landets flere tusind andelsboligforeninger.

Det står klart, efter at Finanstilsynet i et nyt notat, som EjendomsWatch har set, slår fast, at indgrebet, når det gælder andelsboligforeninger vil "sænke værdien af ejendommen og dermed belåningsmulighederne for foreningen."

Dermed ser Finanstilsynet noget anderledes på udspillet, end Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation, som tidligere over for EjendomsWatch har givet udtryk for, at indgrebet netop ikke vil gøre ondt på andelsboligejere i en grad, så de får halveret deres værdi, sådan som der tidligere har været bekymring for.

De øvrige elementer i ministerens udspil, herunder en karensperiode, før renoveringer kan iværksættes efter boligreguleringslovens paragraf 5, stk. 2, vurderer Finanstilsynet "isoleret set" ikke vil påvirke andelsboligforeningerne.

"Men eftersom de øvrige tiltag forringer værdien af ejendommen, vil banken have en større risiko i dette scenerio, der vil mindske pengeinstitutternes lånevillighed," skriver Finanstilsynet i sit svar til Transport- og Boligministeriet.

Det vil dermed ramme værdien af beboernes andelsboligbevis:

"Det kan indebære, at beviset ikke længere kan sælges til den fastholdte maksimalpris, hvorved det hellere ikke længere kan belånes ud fra denne værdi," skriver Finanstilsynet, hvis synspunkt er identisk med, hvad flere banker og ejendomsbranchens talerør, Ejendomdanmark, tidligere har været fremme med.

Udspil er allerede blødt op

Boligministeren har tidligere været ret klar i mælet omkring, at andelsboligejerne ikke behøver frygte det kommende indgreb. Det skal ifølge ministeren sikres ved, at valuarvurderinger, der dog ikke nødvendigvis svarer til bankernes, skal kunne fastholdes.

"Det er ikke tilstrækkeligt, at institutterne ukritisk anvender den faktiske handelspris for andelsbeviset, da den i en del tilfælde ikke er udtryk for, hvad den bagvedliggende ejendom reelt er værd. Det bedste grundlag for vurdering af andelsbeviset er, hvor institutter foretager en værdiansættelse af andelsbeviset på grundlag af en værdiansættelse af andelsboligforeningens ejendom i alternativ anvendelse som udlejningsejendom," skriver Finanstilsynet.

Som beskrevet af EjendomsWatch 17. december er regeringen klar til at opbløde sit oprindelige udspil til et indgreb, herunder, at den oprindelige karansperiode før 5-2-renoveringer nedsættes fra ti til syv år.

EjendomsWatch søger en kommentar fra boligministeren, der torsdag har møde med Folketingets boligordførere i de igangværende forhandlinger.

Regeringen opbløder udspil til ny boligreguleringslov – skærper tilbudspligten

Frederiksbergs borgmester foreslår ny model for indgreb mod kortsigtede boliginvestorer

Andelsdirektør roser regeringens udspil: Andelsboliger får ikke smadret deres værdi

Ejendomdanmark: Udspil underminerer lejeboligmarkedet 

Mere fra EjendomsWatch

Job

Se flere jobs