Vis det fulde website

EjendomsWatch

Klumme: Byggeriet er en del af løsningen på coronakrisen

Byggebranchen har smøget ærmerne op og er klar til at levere, ikke mindst på den grønne dagsorden, skriver Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Byggeri, i denne klumme. Han opfordrer til derfor til politisk mod og vilje.

Foto: PR / Dansk Byggeri

Den økonomiske fremtid er pludselig ikke så lys, som den har været. Coronakrisen har vendt op og ned på både dansk økonomi og verdensøkonomien. Og den store usikkerhed er skadelig for erhvervslivet, også bygge- og anlægsbranchen.

Dansk økonomi blev hårdt ramt af nedlukningen i kølvandet på coronapandemien. Alene i år ventes BNP at falde med mellem 5 og 10 procent, og selv om den økonomiske vækst ventes at rette sig næste år, er det en illusion at tro, at tingene blot bliver som før. Oplevelsesøkonomi og turisme vil ligge underdrejet længe. Forbrugernes adfærd og lyst til at bruge penge vil efter alt at dømme ændre sig, og det samme vil hele erhvervsstrukturen samtidig med, at ikke mindst eksporten vil lide under det store økonomiske tilbageslag i mange af de andre EU-lande og hos vores største samhandelspartner USA.

Men i modsætning til finanskrisen – hvor de to epicentre var den finansielle sektor og en boligboble, der brast – så er byggeriet denne gang en del af løsningen snarere end en del af problemet.

Hvis politikerne skaber de rette rammer i forbindelse med genåbningen af samfundet og prioriterer lige så grønt, som de lovede før krisen, er vi klar med det samme. 

Lars Storr-Hansen, adm. direktør i Dansk Industri

De mange hjælpepakker var nødvendig ”damage control” og skræddersyet til brancher, der blev lukket helt eller meget kraftigt ned i marts. De var med til at løse den helt ekstraordinære situation, som virksomheder, selvstændige og lønmodtagere pludselig stod i, da store dele af samfundet gik i stå. Men nu er der brug for at se frem ad og gradvist erstatte hjælpepakkerne med en aktiv vækstpolitik, som kan sikre et stærkt dansk erhvervsliv, der kan stå på egne ben. 

Regeringens økonomiske ekspertgruppe peger på, at de brede passive hjælpepakker, som udløber den 8. juli, bør afvikles og erstattes af mere målrettede ordninger, som i langt højere grad sætter gang i væksten. Det er den rigtige vej at gå, men det skal ske på den rigtige måde.

Selvfølgelig skal politikerne sørge for, at overgangen fra den respirator, som store dele af erhvervslivet har befundet sig i, og til at kunne trække vejret selv, ikke bliver for hård. Det er blandt andet vigtigt at tage hensyn til, at der er brancher som for eksempel store dele af industrien, der først nu for alvor mærker følgerne af coronakrisen. Og brancher, der stadig er lukket helt eller delvist ned. De må ikke blive ladt i stikken. 

Men når det er sagt, så er det vigtigere end nogensinde at koncentrere en meget stor del af kræfterne og ressourcerne på at understøtte de sunde dele af erhvervslivet. Virksomheder og brancher, der skaber arbejdspladser og aktivitet, er grundlaget for, at vi har råd til eksempelvis sygehuse, infrastruktur, uddannelse, forskning og hele den grønne dagsorden, der er vigtigere end nogensinde. 

Netop her ser jeg bygge- og anlægsbranchen som en del af løsningen og en spiller, der ikke er til at komme uden om. Selv om byggeriet ikke blev lukket ned i midten af marts, oplevede mange virksomheder annullerede ordrer og måtte skille sig af med medarbejdere. Men vi har smøget ærmerne op og er klar til at levere, ikke mindst på den grønne dagsorden.

Lad mig bare nævne den omfattende energirenovering af de almene boliger, som et politisk flertal gav grønt lys til med boligloven for nylig. Forslaget i regeringens udspil til en ny klimahandlingsplan om at skifte forurenende olie- og gasfyr ud med klimavenlig opvarmning. Eller den store opgave med at sikre vores byer, landskaber og kyster mod ødelæggende storme og ekstreme vandmængder.

Klimapartnerskabet for bygge- og anlægssektoren peger i sin rapport til regeringen på en lang række andre områder, hvor byggeriet ikke er til at komme uden om. Blandt forslagene er energirenovering af bygninger og boliger, CO2-regnskab for bygninger, fossilfrie byggepladser og et mere attraktivt og fleksibelt håndværkerfradrag. Forslag, som blandt andet udmærker sig ved, at de kan sættes i gang med det samme.

Mange af de løsninger bygge- og anlægsbranchen leverer bliver udviklet i samarbejde med virksomheder, eksperter og netværk fra andre brancher. Hvis politikerne skaber de rette rammer i forbindelse med genåbningen af samfundet og prioriterer lige så grønt, som de lovede før krisen, er vi klar med det samme. 

Grøn byudvikling, klimasikre byer og kyster, energivenlige boliger og bygninger, klimavenlige byggematerialer og systemer, der gør driften af vores hjem og arbejdspladser energivenlig. Det er blot få af de løsninger, som har et enormt eksportpotentiale og kan blive en realitet, hvis vi får mulighed for at få det prøvet af på hjemmemarkedet. Det kræver bare, at politikerne får øjnene op for, at bygge- og anlægsbranchen er en del af løsningen - og at de tør at prioritere.

Mere fra EjendomsWatch

Job

Se flere jobs