Vis det fulde website

EjendomsWatch

Rådgivere på plads til rådhusprojekt på Sydsjælland

I starten var de 26, så var de tre, og nu står et konsortium bestående af Moe, PLH Arkitekter og ETN Arkitekter som vinder af projektet med at udforme Vordingborg Kommunes nye rådhus. Vinderforslaget giver ifølge borgmesteren "et solidt og realistisk udgangspunkt".

Vinderkonsortiet var i arkitektkonkurrence med Lundgaard & Tranberg Arkitekter og Henning Larsen Architects om rådhusprojektet i Vordingborg. De tre hold blev ifølge PLH udvalgt ud af et felt på 26 ansøgere. | Foto: PR-visualisering

Borgernes hus er navnet på Vordingborgs kommende rådhus, og nu har kommunalbestyrelsen besluttet, at det bliver totalrådgiveren Moe samt PLH Arkitekter og ETN Arkitekter, der får lov til at udforme bygningen og landskabet omkring den. Det skriver Vordingborg Kommune i en pressemeddelelse.

Det nye rådhus, der også vil huse Jobcenter og Borgerservice, bliver bygget i fire etager og får øverst en tagterrasse med udsigt til byens vartegn, Gåsetårnet. Den mere detaljerede planlægning af projektet på Valdemarstorvet i det centrale Vordingborg tager parterne hul på til august.

"Vi har lagt vægt på arkitektur, økonomi, bæredygtighed og sammenhæng til omgivelserne i bedømmelsen. Og så skal mavefornemmelsen selvfølgelig være rigtig. Med vinderforslaget har vi fået et solidt og realistisk udgangspunkt, og jeg er sikker på, at det bliver et dejligt hus for borgere og medarbejdere", siger Mikael Smed (S), borgmester i Vordingborg Kommune og uddyber:

"Der er mange detaljer, der skal på plads over det næste halve år, når det gælder indretningen af faciliteter til borgere, foreninger og medarbejdere. Vi skal også have kigget lidt mere på bæredygtighed, tilgængelighed og andre elementer i vinderforslaget. Det glæder vi os til at komme i gang med".

Vinderkonsortiet var i arkitektkonkurrence med Lundgaard & Tranberg Arkitekter og Henning Larsen Architects om rådhusprojektet i Vordingborg. De tre hold blev ifølge PLH udvalgt ud af et felt på 26 ansøgere.

I januar 2021 bliver hovedentreprisen på rådhuset udbudt, og i løbet af sensommeren samme år kan byggeriet begynde. Planen er, at rådhuset kan tages i brug omkring årsskiftet 2022/2023. Vordingborg Kommune inkluderer ud over den sydligste del af Sjælland bl.a. øerne Møn og Bogø.

PLH vandt i 2016 ligeledes konkurrencen om udviklingen af trafikknudepunktet omkring hovedbanegården i Letlands hovedstad, Riga - et byggeri, der forventes færdiggjort i 2025 - og har desuden arbejdet på de 17 underjordiske metrostationer på Cityringen i København.

Broget finansielt billede præger danske arkitektfirmaer 

Mere fra EjendomsWatch

Job

Se flere jobs